Gå til sidens indhold

Produk­tivitets­beregning for bygge og anlæg

Bedre grundlag for opgørelser af bygge og anlæg i nationalregnskabet

Produktivitetskommissionen udsendte i begyndelsen af april 2013 sin første egentlige analyserapport: ’Danmarks produktivitet – hvor er problemerne?’ Rapporten indeholder bl.a. en analyse af datagrundlaget for beregninger af produktiviteten. Er data fejlbehæftede, eller bliver tallene fortolket forkert, kan det i værste fald medføre fejlagtige konklusioner.

Data til produktivitetsanalyser stammer næsten udelukkende fra nationalregnskabet. Produktivitetskommissionen har derfor gennemført et ganske kritisk eftersyn af de data og metoder, der anvendes i nationalregnskabet, herunder de metoder der anvendes ved opgørelserne i faste priser (deflateringen). Gennem hele denne proces har Danmarks Statistik bistået produktivitetskommissionen i betydeligt omfang.

Nødvendigt med nye opgørelser for bygge og anlæg

Kommissionen konkluderede bl.a., at tidsserierne for bygge og anlæg ikke kan anvendes til produktivitetsberegninger. Det vil sige, at udviklingen i bruttoværditilvæksten (BVT) per præsteret arbejdstime ved den nuværende beregning ikke er retvisende. På denne baggrund besluttede Danmarks Statistiks Styrelse at nedsætte et udvalg med repræsentanter for erhvervet for at undersøge mulige tiltag, der kan forbedre statistikgrundlaget for nationalregnskabets produktivitetsopgørelser i bygge og anlæg. Udvalget blev opfordret til at inddrage erfaringer fra andre lande, ligesom det skal tage hensyn til de EU-krav, der måtte være til de involverede statistikker.

Udvalgets arbejde er udmundet i rapporten ’Forbedret statistikgrundlag for nationalregnskabets opgørelser for bygge og anlæg’. Rapporten indeholder konkrete initiativer, der kan bidrage til at forbedre opgørelsen af tidsserierne for bygge og anlæg. Initiativerne er blevet positivt modtaget af Danmarks Statistiks Styrelse, men vil kun blive iværksat, hvis der kan findes en finansiering heraf.

’Forbedret statistikgrundlag for nationalregnskabets opgørelser for bygge og anlæg’